fredag den 14. oktober 2011

Somebody to love...

Der har været en del interesse om mit seneste indlæg… Det om net-dating. Adskillige har bedt om noget follow-up-information… Skal min søn have en pap-far på alder med ham selv? Er min svigermor yngre eller ældre end mig? Og sidst men ikke mindst: Er jeg endt op i 4 dele i en kuffert i Peblingesøen?

None of the above, kære venner. Det der dating på the great world wide web… Det ér bare ikke mig, sorry…

Jeg gider ikke alt det der dating/kæreste/er-han-prinsen-på-den-hvide-hest halløj… Allerhelst vil jeg springe hele mellemregningen over og bare have mig en mand. En ægtemand. At han så gerne må være en ægte mand - det er jo en selvfølge…  Og var han ikke det, havde jeg heller ikke giftet mig med ham. Jeg stoler på min dømmekraft og spoler gerne et stykke ud i fremtiden :-)

Fordi jeg vil gerne have en partner for resten af livet. Én jeg kan planlægge at bygge en carport sammen med… Og planlægge den næste ferie… Men også én, hvor jeg kan sige: "kan du huske dengang…" Samhørighed og tosomhed… Jo tak. Give me some of that...

Livet som single-chick er okay. Der er 100% enevælde på matriklen nu, hvor min søn er flyttet og hunden tilbringer det meste af tiden hos min mor. Og jeg NYDER det… Men det er farligt, har jeg fået at vide. Fordi hvis jeg bor alene for længe vil jeg ALDRIG nogensinde kunne finde mig i at bo sammen med et andet menneske igen… Jeg vil åbenbart blive ligesom de der mennesker, man sommetider læser om, der er vokset op blandt vilde dyr… Utilpasset… Meget skræmmende!

Men måske jeg har fundet løsningen for at bevare gnisten i parforholdet… Var i en møbelforretning med min veninde i går og her så jeg den perfekte ægteseng. En køjeseng! Det er jo genialt….

Så længe man er nyforelskede og har brug for at ligge helt tæt og sammenfiltret, fylder man alligevel ikke mere end én sengs bredde tilsammen. Når så hverdagen sætter ind, så har man en pladsbesparende og praktisk anordning, der giver mulighed for at komme på besøg hos hinanden. Man kan endda dekorere sengen alt efter om det er bad boy-piraten, der inviterer eller om det prinsessen, der skal have besøg… Nu mangler jeg bare en mand til at samle sengen ;-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar